Smukke Tenerife

 

Sig farvel til det grå danske vintervejr og oplev Tenerife, den største og flotteste af de Kanariske Øer. Tenerife er begunstiget af et fantastisk klima – året rundt. Det bliver aldrig koldt og heller aldrig gloende hedt. Det meste af året er vejret som på en god dansk sommerdag. Her er frodigt og flot i nord og tørt og goldt i syd, og der venter masser af storslåede og skønne naturoplevelser. Kun få steder i verden kan man, som på Tenerife, opleve et så afvekslende og varieret klima inden for så få kilometer. Bananplantager og avocadotræer nede ved kysten, vinstokke og mandeltræer lidt højere oppe, og endnu længere oppe ad bjerget ses store fyrretræsskove, og til sidst sne helt oppe på toppen af Teide, Spaniens højeste bjerg.

Vi bor i nord på det dejlige 4-stjernede lejlighedshotel Masaru i smukke og idylliske Puerto de la Cruz, som er Tenerifes trediestørste by. Her kan livet nydes ved den opvarmede swimmingpool i den smukke have fyldt med palmetræer. Uden for hotellet byder Puerto de la Cruz på hyggelige gågader med gode shopping muligheder, en gammel bydel med klassiske gamle huse og et væld af hyggelige cafeer og udeserveringer.
Ude på øen venter der os fantastiske naturoplevelser. Vi skal bl.a. køre igennem månelandskabet i nationalparken Las Cañadas del Teide, verdens største vulkankrater, se idyl og frodighed i den isolerede Taganana dal og bjergtagende udsigter på Anaga-halvøens laurbærtræ-klædte skråninger. Vi skal se hvordan man dyrker eksotiske planter og blomster, og selvfølgelig skal vi også opleve de store bananplantager på nærmeste hold.

 

Hotellet:

Vi bor på det 4-stjernede lejlighedshotel Masaru, som ligger i bydelen La Paz smukt oppe over byens centrum i Puerto de la Cruz. Hotellet har en dejlig eksotisk have med stor opvarmet swimmingpool samt elevator, bar, restaurant og opholdsrum med lejlighedsvis underholdning.

Lejlighederne er store og nydelige 1-værelses lejligheder med balkon, badeværelse med badekar og hårtørrer, TV, safeboks og køkkenniche med køleskab. Alle hotellets lejligheder er samme størrelse og ens indrettet. Mod tillæg kan udsigt mod swimmingpoolen og haven tilkøbes.

Udenfor hotellet er der flere barer, cafeer, småbutikker og et velassorteret supermarked.

Se nærmere information om hotellet på:
www.apartamentosmasaru.com

Se mere om hotellet. Klik her

 

Ugens program:

 

DAG 1: Afrejse til Tenerife

 

Afgang med bus til Københavns lufthavn, hvorfra der tidlig formiddag flyves direkte til Tenerife med Norwegian (nærmere information om afrejsetider følger senere).

Vores danske rejseleder venter i lufthavnen på Tenerife og følger med i bussen til jeres hotel i Puerto de la Cruz, som ligger ca. 1 times kørsel fra lufthavnen.

 

DAG 2: Byrundtur (inkl. frokost) i Puerto de la Cruz

costa martianez puerto

Halvdags introduktionstur rundt i vores ferieby. Med bus og guide kører vi rundt og ser de forskellige bydele, den gamle bydel, den moderne del med den lange strand og byens centrum med det hyggelige torv, Plaza Charco. I udkanten af byen besøger vi en af de mange bananplantager, som omkranser hele byen, og får historien om bananplantens betydning for øen, og indblik i dyrkningen af denne vigtige afgrøde. Frokosten indtager vi på en hyggelig restaurant i den gamle bydel.

Puerto de la Cruz er Tenerifes trediestørste by med ca. 30.000 indbyggere og samtidig den ældste turistby på øen. Byen ligger i den frodige Orotava dal, omgivet af tusindevis af bananplanter, og har et driftigt handels­liv ved siden af turismen, så byen tilbyder en herlig ­blanding af turisme og lokalkolorit.

Byens kendte vartegn er de ­store hav-swimmingpools Costa Martianez, som blev skabt i halvfjerserne af den berømte arkitekt César Manrique.

 

DAG 3: Teide og Las Cañadas (inkl. frokost)

teide

Heldagstur til Tenerifes største attraktion – øens stolthed, vulkanen Teide. Vi skal denne dag køre igennem alle fire klimazoner og opleve øens utrolig flotte og varierende natur. Vi kører op igennem de store Esperanza fyrretræsskove og får det ene betagende udkig efter det andet. I ca. 2000 meters højde kommer vi ind i Las Cañadas krateret, et sandt månelandskab og verdens største vulkankrater. Vi kører tværs igennem krateret og ud mod den nordvestlige del af Tenerife, og undervejs skal vi på restaurantbesøg. Efter frokosten kører vi forbi byen Garachico og tager senere en kaffepause ved det berømte drageblodstræ i Icod de los Vinos. Med sanserne fulde af naturens fantastiske sceneri går det herefter tilbage mod hotellet.

Tenerife er 2057 kvadratkilometer stor (som Lolland, Falster og Langeland tilsammen). Teide er Spaniens højeste bjerg og er hele 3717 meter højt, og om vinteren er toppen ofte dækket af sne. Hele bjerget og vulkankrateret er i dag én stor nationalpark, og Esperanza-skovene var stedet, hvor general Franco planlagde det kup, der senere førte til den spanske borgerkrig. Byen Garachico blev i 1706 ramt af og delvist ødelagt af et vulkanudbrud. Drageblodstræet i byen Icod de los Vinos er Tenerifes ældste og største drageblodstræ og har fået sit navn, fordi der siver rødt harpiks ud, hvis træet beskadiges.

 

DAG 4: Fri til egen disposition

Vi anbefaler en tur ind til ”hovedstaden” Santa Cruz eller en tur ud i Loro Parque lige i udkanten af Puerto de la Cruz. Loro Parque er en kæmpe park og en unik kombi­nation af dyreshows, zoologisk have og en meget flot ­eksotisk park, og den er flere gange kåret som en af verdens bedste attraktionsparker. Skal der shoppes er der et flot og kæmpestort shoppingcenter få kilometer fra vores hotel. Den botaniske have ligger kun få hundrede meter fra vores hotel og er bestemt også et besøg værd med alle dens for os fremmedartede blomster, planter og træer. Ligeledes kan vi anbefale et besøg i nærliggende blomster park Sitio Litre med et væld af flotte orkideer.

 
DAG 5: Anaga halvøen (inkl. frokost)

taganana

På denne heldagstur kommer vi forbi det meget frugtbare område Valle Guerra, som også kaldes Tenerifes køkkenhave. Senere har vi kaffestop i universitetsbyen La Laguna, og på en kort gåtur ser vi nogle smukke kolonialhuse fra 1700-tallet. Fra La Laguna kører vi ud på Anaga halvøen, som er kendt for sine smukke udsigter og ”urskoven”, Mercedes skoven, med meterhøje lyngplanter, laurbærtræer og andre endemiske planter. Længst ude ved kysten spiser vi frokost i den afsides landsby Taganana, som indtil 1968 lå helt isoleret uden veje ud til omverdenen. Herfra kører vi øst på og hjem via Tenerifes største by Santa Cruz, hvor vi laver et kort stop.

Det milde klima gør, at man kan dyrke næsten al slags frugt og grønt på Tenerife. Før var det mest sukkerrør og kartofler, men i dag dyrkes der både tomater, vin, blomster, papaya, avocadoer og ikke mindst bananer.

Det meste af Anaga halvøen er i dag fredet og har status som nationalpark, bl.a. fordi Mercedes-skovene regnes for at være noget af det eneste tilbageværende af Europas oprindelige skovvækst. La Laguna er en meget smuk by som tidligere var Tenerifes ”hovedstad”. Hele byens centrum er på UNESCOS liste over ”World Heritage Site” på grund af de mange historiske og tidstypiske gamle, flotte og velbevarede rigmandshuse med patioer, som vidner om byens tidligere status som én af de Kanariske Øers vigtigste byer..

 

DAG 6: Fri til egen disposition

 

DAG 7: Orotava by (inkl. ­frokost)

orotava 7

På denne halvdagstur kører vi en kort strækning op i Orotavadalen ”oppe over” Puerto de la Cruz – til byen La Orotava. Vi kører via udsigtspunktet Mirador Humboldt, hvorfra vi har et enestående view ud over hele Orotavadalen. Selve byen er kendetegnet af sin arkitektur og traditionelle kanariske atmosfære, og vi fortsætter til fods ad de gamle brostensbelagte gader og skal bl.a. besøge Casa de Balcones, et af byens mange gamle, smukke og maleriske huse, som nu er lavet til museum. Vi skal også kigge nærmere på en gammel Gofio-mølle – en mølle som maler majsmel, som den dag idag, er en vigtig ingrediens i det kanariske køkken. Vi spiser frokost midt i byen og  kommer bagefter forbi det smukke haveanlæg Jardin Victoria – et imponerende flot parkanlæg med alverdens blomster.

Alexander von Humboldt var en tysk geograf, naturalist og opdagelsesrejsende, som forelskede sig i Tenerife og i 1900-tallet var med til at kortlægge øens mange enestående plantearter. I tiden efter spaniernes erobring af Tenerife i 1496 bosatte de fleste af de rige og mest indflydelsesrige personer sig i La Orotava, hvilket byen bærer præg af den dag i dag. Mange af de store gamle huse med patioer og smukke træbalkoner er omkring 400 år gamle.

 

DAG 8: Hjemrejse til Danmark

Vi kører i bus til lufthavnen, og der fortsættes til ­Københavns lufthavn med fly. Herfra køres i bus
tilbage til din hjemby.
Ret til ændringer forbeholdes.

For yderligere information og bestilling – ring:  27313705 (Hverdage kl. 9-16) eller send mail til: info@bellarejser.dk

 

Skal du med?

Internt

Vælg hvilken tur/by du vil med på:

Dit navn og dine kontaktoplysninger

Hvordan vil du bo ?

Enkeltværelse. Pris 7.995 kr. + tillæg 1350 kr., i alt 9.345 kr.

Vi er to personer, som deler dobbeltværelse. Pris 2 x 7.995 kr., i alt: 15.990 kr.

Jeg deler værelse med én, der betaler for sig selv. Pris: 7.995 kr.

Tillægspris for værelse med udsigt til haven og swimmingpoolen. Pris 950 kr.

 

 

Denne rejse gennemføres fra følgende byer:

Kalundborg: 7/11-14/11 2017 (2 pladser tilbage)

Helsingør: 14/11-21/11 2017 (venteliste)

Ringsted/Sorø: 21/11-28/11 2017 (venteliste)

Greve: 28/11-5/12 2017 (3 pladser tilbage)

Pris: 7.995 kr.

Tilmeld dig ved at udfylde tilmeldingsformularen nederst på denne side,

 

Bor du i en anden by og er interesseret – så ring og hør om mulighederne – tlf 27313705
Eller lad os ringe dig op.
Ring mig op
Sender

Rejsen inkluderer:

  • Transport fra centrum af din by til Københavns lufthavn t/r
  • Fly fra Københavns lufthavn til Tenerife t/r (flyvetid ca. 5 timer)
  • Skatter og afgifter (pr. 30/4 2016)
  • Transport fra Reina Sofia lufthavnen på Tenerife til hotellet i Puerto de la Cruz t/r
  • 7 overnatninger på 4-stjernet lejlighedshotel i Puerto de la Cruz i delt 1-værelses hotellejlighed
  • 7 x morgenmad på hotellet
  • 4 x frokost i forbindelse med udflugter
  • 7 x aftensmad på hotellet
  • 4 udflugter jf. program, inkl. entréer
  • Dansk rejseleder

Rejsen inkluderer IKKE:

  • Enkeltværelsestillæg. Pris: 1350 kr. pr. person. (du får en almindelig 1-værelses lejlighed alene)
  • Lejlighed med udsigt til haven og swimmingpoolen. Tillægspris: 950 kr pr. lejlighed.
  • Afbestillingsforsikring (kan evt.bestilles hos Europæiske senest ved betaling af rejsens 1. rate – klik her: Afbestillingsforsikring)
  • Rejseforsikring (kan evt. bestilles hos Europæiske inden afrejse – klik her: Rejseforsikring )
  • Mad på flyet
  • Alle drikkevarer

Vi samarbejder med Europæiske – klik på nedenstående link og bestil direkte hos dem:

Rejseforsikring

Afbestillingsforsikring

 

Tidligere gennemførte ture:

Fredensborg:  2016

Holbæk: 2016

Frederikssund:  2016

Lyngby: 2017

Køge: 2017